Jeg har fundet på at det er fint at strikke for mig. Det giver en tilfredsstillelse at skabe noget. Det fylder ikke noget. Det kræver ikke et bestemt stykke tid, for at jeg kan gøre det. Det er altså sådan en slags kreativt frikvarter, man lige kan gå til imens pigerne ser Lille Nørd, og før jeg skal koge pasta.
Jeg strikker på en trøje. Astrid er sikker på at det er en trøje til hende, og er hun heldig, at jeg når at blive færdig med den inden længe, jamen så bliver den nok også til hende.
En aften i Østrig, hvor jeg er ved at putte hende, spørger hun mig pludselig, "Mor, den trøje du laver til mig, er den lavet af får?" og det er den jo, det fineste bløde uld bliver den lavet af, så jeg svarer bekræftende. Astrid spørger så "Men mor, er det et blå får?"
Jeg er vild med hendes logiske tankerækker, den måde hun lige får vendt tingene en ekstra gang på.
