torsdag den 31. januar 2013

Der er så meget at glæde sig til


Om ikke længe tager vi syd på, med snowboard, børn og varmt tøj. Vi skal ned og ha fyldt depoterne op. De der depoter, man tærer på, når det regner, når flyverdragterne igen er fyldt med mudder, når der er støv og skidt ud over det hele, og der er ingen der har luft til at tage det væk, når det ikke lykkes at få madlavningen til at gå op med fuldtidsarbejde og trætte børn, når man skal bekæmpe hysteri... så skal man trække på alt det gode; solen, sneen, samværet, farten, den fysiske perfekte træthed efter en dag i bevægelse. Det bliver fantastisk!
I år er noget særligt, i år skal vores børn møde vores paradis, have lov til at tumle rundt i sneen, have lov at have bræt under fødderne, have lov til at kælke lige indtil det er tid til Milka.
Jeg kan næsten ikke vente!

mandag den 14. januar 2013

Min nye bage-kammerat

Min farmor døde lige før jeg nåede at blive mor.
Min farmor har altid betydet alt for mig. Hun har været den fæstning som man har brug for for når man er lille (eller måske altid) og ens forældre ikke har alt for nemt ved at snakke sammen, eller bare at dele en holdning (det må være den milde formulering).
Min farfar døde sidste forår.
Min farfar var den højborg af Rigtighed og stålsat vilje og flid som jeg har lænet mig op af, mens jeg prøvede at finde ud af at blive voksen.

Jeg arvede efter dem - mange rigtig fine ting - som beriger mit liv hver dag, som giver mig lov til at sende dem en tanke.
Jeg arvede også en håndfuld penge som jo så skulle omsættes med lige dele fornuft, vanvid og omtanke.
Jeg købte mig en maskine - af samme sort som stod i farmors køkken.
Den kan alt muligt - jeg er rigtig glad for den og den kunne også producere vaniliekranse efter farmors gamle opskrift. De smagte helt rigtigt, af jul, tryg stemning i farmors køkken og et stort farmorkram.

Og så - var det jo at en lille pige blev 2 år i december. Hun er ikke meget for kage - faktisk holder hun mest af rugbrød - men vi har alligevel formået at få udviklet en vis form for afhængighed af hindbærsnitter... så da hun skulle have kage med i dagplejen, så var det jo ikke svært at vælge at det skulle være hindbærsnitter - formet som små kaniner... Det er klart.
Den store bliver 4 om lidt - det er en helt anden snak. Der er en meget lang ønskeliste af forskelligt bagværk som hun ønsker fragtet til børnehaven. Hvad der sådan i virkeligheden kan lade sig gøre - den tager vi om ikke så længe.... tror jeg!