Der er sne!

Jeg elsker sne, og da jeg vågnede her til morgen, var det hvidt udenfor, det skaber en ro i et landskab, som får pulsen ned. Det kan godt være at stormen Bodil kom med sneen, og det var jævnt uroligt imens snefaldet stod på, det kan også sagtens være at det stadig blæste en del da jeg kiggede ud og opdagede sneen. Men den var der alligevel, en instant RO og veltilpashed indeni.
Når midt-november nærmer sig, begynder de første sneprognoser fra alperne at melde sig, og jeg får så svært urolige ben. Jeg begynder at drømme og planlægge og få udlængsel. Sådan er det også i år, jeg deler drømmene med Jesper, og i år deler jeg dem får første gang også med Astrid og Lea. Vi har smittet dem, inficeret dem, med den mest fantastiske virus, jeg kan komme i tanke om. De glæder sig, spørger ofte hvornår vi igen skal stå på snowboard, hvornår vi skal køre i gondol og spise chokolade i sneen. Jeg viser dem snowboard-videoer af andre børn, og de labber det i sig, spørger ind til teknik og til hvad farve snowboardet de skal køre på i år har.
Vi skal afsted midt-januar, og der er ingen af os derhjemme der kan vente.
Når så Bodil farver mit landskab hvidt, så bliver udlængslen lige forstærket en hel del.
Billedet ovenfor er fra en tur Jesper og jeg var på i 2006 (!) Jeg kan faktisk stadig fornemme pisterne i benene fra den tur i Söll, det var også en god tur.

JUL vol 1 - Noget om Volmer

(Jeg har ingen idé om der kommer flere indlæg om jul, men jeg holder muligheden åben)

Hjemme hos os bor Volmer, han bor i loftskonstruktionen ovre i garagen, Volmer er meget gammel, men stadig frisk som en vårhare. Volmer sover hele året, pånær fra den 28. november og til den 26. december, i juleperioden sover han til gengæld slet ikke. Volmer spiser grød, han kan godt spise andre slags grød end risengrød, men favoritten er risengrød. Volmer kan sagtens finde på at lave ballade, både hvis nogen driller ham eller helt uden opfordring. Til gengæld kan han også være sød, julehjælpe og komme med små fine ting, han kommer oftest med ting om søndagen, men der er ingen faste regler for hvad han finder på.

Volmer vågnede i sidste uge, jeg tror at der er nogle bier der har drillet ham henover sommeren, for det første han tænkte på var honning, og dermed for en nisse jo selvfølgelig også honningkagehuse. Volmer har fundet ud af, at der ikke langt fra hvor vi bor kan købes ting og herligheder til børn, som er så fine at det ingen ende vil tage. Volmer hentede derfor det fineste sæt til at lave honningkagehuse med. Natten til søndag lavede han også en dej til huset, der skulle ikke mangle noget.

Astrid og Lea var helt med på honningkagehus-ideen, og søndag blev den dag hvor vores hus kom i duft-julestemning:

Moster Siv og faren kunne sagtens være nyttige og hjælpe til også. 

Efter en lang gåtur i Aarhus skulle huset samles og pyntes.

Det der glasur, var mest en ting for moren, til gengæld kunne Astrid og Lea så længe der var tålmodighed til det, putte pynt på. Tålmodigheden holdt lige indtil "Jul på slottet" startede.

Vi huskede at sige pænt tak til Volmer, med en skål risengrød på hans yndlingssideplads, og vi tændte lys for ham.

Vi havde alle en rigtig dejlig 1. december.

(Det her indlæg er naturligvis idylliseret, vi er en helt normal familie, hvor børn er børn og umulige på den børne-agtige måde, og de voksne tit er lidt for trætte til at præstere det overskud, de ønsker og forventer af sig selv, så søndagen indeholdt naturligvis også konflikter, trætte børn og til tider let anstrengte voksen-stemmer, uanset - så var det en dejlig søndag!)

Nå okay, det kunne jeg godt!!

Min søde farmor, hun var verdensmester i at strikke strømper, hun strikkede også alt muligt andet, men især strømper. Jeg har altid troet at det var vildt svært, at der skulle tælles og kringles og be's særlige bønner til en næsten fuld måne for at få det til at lykkes. Jeg tog faktisk fejl.
Jeg har lige strikket et par strømper!

Og samtidig forstod jeg hvorfor min farmor var glad for at strikke strømper, og hvorfor/hvordan hun kunne producere det ene par efter det andet. Det er nemlig ikke særlig svært, der er ikke noget humbug, og skjulte trylleformularer. Det handler mest af alt om symmetri, om at tælle og om at man kan skjule det hele meget nemt, når man glemmer at tælle rigtigt og når man glemmer symmetrien. Samtidig er det et stykke strikke-halløj som man kan færdiggøre inden for overskuelig tid. Det hjælper den utålmodige (og det inkluderer både mig selv og min farmor.) Jeg har brugt en simpel strømpe-opskrift, som jeg fandt på en dameblads-hjemmeside, og de teknikker jeg ikke kendte fik jeg hjælp til på nettet/you-tube. Især siden www.paapinden.dk hjælper mig (og så er det jo lidt sjovt at Irene som blev ingeniør sammen med mig, er damen, der er bag siden).
Søde Astrid var vild med strømperne, og jeg var heldig at de passede størrelses-mæssigt.

Jeg skal helt sikkert strikke flere strømper!

Tiden, der bliver ved med at blive væk.

Det er godt på vej mod efterår. Bladene på træerne har de smukkeste farver. Solen hænger lavt, og skinner heldigvis tit oppe på den blå blå himmel. Det er ikke længere ulideligt at have vinterjakken på. Astrid og Lea har stort fokus på at det bliver mørkt om aftenen, og at det er stadig er mørkt om morgenen. Vi har sat stearinlys på bordet. Og jeg har lavet suppe.

Det er alt sammen vanvittig hyggeligt.

Men jeg kunne altså godt bruge noget mere tid, tid til lige at fastholde mig i de øjeblikke hvor jeg har pigernes opmærksomhed (og i lige så stor grad hvor de har min), i de øjeblikke hvor vi kan kigge på kastanjer på jorden, eller se på en edderkop der kravler over fliserne (indenfor), eller bare nyde et lille roligt væsen der er kravlet op til mig i sengen for at putte sig ind til mig og sove videre. Det er så lidt der skal til for at skabe lykkefornemmelsen i maven, så jeg ønsker mig bare en lille smule mere tid til at lade det være der.

Sommer

Det har indtil nu været en vidunderlig sommer, vi har fået lov at være sammen, på rigtig mange måder.

Pigerne og jeg var på eventyr på Rømø, de blev fuldstændig fortabte i at sidde og se på kogler og det at løbe på "bjergene" var også helt fantastisk

Vi har alle været på cykeltur, Astrid har indviet efterløberen, og hun er mega-sej til det.

Vi har fordrevet Tivoli-ventetid i en opgang på Frederiksberg, to piger i fine indiske kjoler, lette og luftige

Lea har prøvet skøre hatte imens Astrid lige tog en tur mere i rutschebanen i Tivoli (den var godt nok vild!)

Lea og mig har kørt mange gange i veteranbilerne i Tivoli

Vi har holdt pit-stop på en køn og varm strand ved Nyborg.

Og vi har spist sommermad i rigelige mængder, inklusiv hindbær af egen avl.

Jeg er ikke helt sikker på hvordan man holder op med at have trang til at holde ferie og være sammen på den måde, jeg er ikke helt sikker på at jeg synes at det er rimeligt at der er så lang tid til næste sommerferie.

Og på den anden side, der skal ske så mange spændende ting i mellemtiden som jeg heller ikke har lyst til at undvære, jeg er svært glad og svært tilfreds med alt det der fylder mit liv ud!

Den kæmpe store lettelse...

det er at få et udbud ud af hænderne...

Jeg har været ingeniør i lang tid (jeg pensler det ikke lige ud, for det gør mig jo ældre end mit hovede kan forstå) og det betyder at jeg har lavet en del udbud. Hver gang er processen lige så fyldt med glæde som med frustration. Tit er tiden kilde til frustration. Jeg knokler afsted som en kamel og sætter alt andet på pause. Jeg skal skabe overblik helt ned i detaljen og jeg skal og jeg skal og jeg skal...
Men uanset hvad så er den følelse af glæde over at komme i mål, den samme hver gang. Glad, lettet, lidt stolt og noget nervøs - det er samme hver gang. Jeg tror aldrig jeg bliver træt af det, og jeg glæder mig næsten til næste gang, kun næsten.

STRIK - JA TAK

Jeg gjorde det, jeg klarede det, jeg strikkede en hel trøje - og den kan anvendes.
Jeg er pavestolt

Det sjove er, at jeg har læst mig til nogle teknikker og føjet nogle maske-antal fra nogle forskellige opskrifter sammen - og så ellers strikket efter gehør.

Det har været skidesjovt!

Mit liv er så bundet op på regler og normer og tider, at det at gøre noget på gehør var noget der manglede for mig...

Den sidder simpelthen så fint på Astrid - og hun har været super-tilpas med at have den på hele dagen.
Jeg er glad helt ned i maven

HVAD [indsæt bandeord] VAR DET LIGE DER SKETE?

Det startede ved bageren. Jeg købte KUN et rugbrød (det hjemmebagte var spist, der var mangel på tid)

Nu vælter mit køkken sig i grøntsager

Åh skæbne - fri mig for at blive til en klidmoster

Jeg må indtage kage og e-numre snarest muligt!

Farver på får

Jeg har fundet på at det er fint at strikke for mig. Det giver en tilfredsstillelse at skabe noget. Det fylder ikke noget. Det kræver ikke et bestemt stykke tid, for at jeg kan gøre det. Det er altså sådan en slags kreativt frikvarter, man lige kan gå til imens pigerne ser Lille Nørd, og før jeg skal koge pasta.
Jeg strikker på en trøje. Astrid er sikker på at det er en trøje til hende, og er hun heldig, at jeg når at blive færdig med den inden længe, jamen så bliver den nok også til hende.

En aften i Østrig, hvor jeg er ved at putte hende, spørger hun mig pludselig, "Mor, den trøje du laver til mig, er den lavet af får?" og det er den jo, det fineste bløde uld bliver den lavet af, så jeg svarer bekræftende. Astrid spørger så "Men mor, er det et blå får?"
Jeg er vild med hendes logiske tankerækker, den måde hun lige får vendt tingene en ekstra gang på.

Der er så meget at glæde sig til

Om ikke længe tager vi syd på, med snowboard, børn og varmt tøj. Vi skal ned og ha fyldt depoterne op. De der depoter, man tærer på, når det regner, når flyverdragterne igen er fyldt med mudder, når der er støv og skidt ud over det hele, og der er ingen der har luft til at tage det væk, når det ikke lykkes at få madlavningen til at gå op med fuldtidsarbejde og trætte børn, når man skal bekæmpe hysteri... så skal man trække på alt det gode; solen, sneen, samværet, farten, den fysiske perfekte træthed efter en dag i bevægelse. Det bliver fantastisk!
I år er noget særligt, i år skal vores børn møde vores paradis, have lov til at tumle rundt i sneen, have lov at have bræt under fødderne, have lov til at kælke lige indtil det er tid til Milka.
Jeg kan næsten ikke vente!

Min nye bage-kammerat

Min farmor døde lige før jeg nåede at blive mor.
Min farmor har altid betydet alt for mig. Hun har været den fæstning som man har brug for for når man er lille (eller måske altid) og ens forældre ikke har alt for nemt ved at snakke sammen, eller bare at dele en holdning (det må være den milde formulering).
Min farfar døde sidste forår.
Min farfar var den højborg af Rigtighed og stålsat vilje og flid som jeg har lænet mig op af, mens jeg prøvede at finde ud af at blive voksen.

Jeg arvede efter dem - mange rigtig fine ting - som beriger mit liv hver dag, som giver mig lov til at sende dem en tanke.
Jeg arvede også en håndfuld penge som jo så skulle omsættes med lige dele fornuft, vanvid og omtanke.
Jeg købte mig en maskine - af samme sort som stod i farmors køkken.

Den kan alt muligt - jeg er rigtig glad for den og den kunne også producere vaniliekranse efter farmors gamle opskrift. De smagte helt rigtigt, af jul, tryg stemning i farmors køkken og et stort farmorkram.

Og så - var det jo at en lille pige blev 2 år i december. Hun er ikke meget for kage - faktisk holder hun mest af rugbrød - men vi har alligevel formået at få udviklet en vis form for afhængighed af hindbærsnitter... så da hun skulle have kage med i dagplejen, så var det jo ikke svært at vælge at det skulle være hindbærsnitter - formet som små kaniner... Det er klart.

Den store bliver 4 om lidt - det er en helt anden snak. Der er en meget lang ønskeliste af forskelligt bagværk som hun ønsker fragtet til børnehaven. Hvad der sådan i virkeligheden kan lade sig gøre - den tager vi om ikke så længe.... tror jeg!