onsdag den 16. oktober 2013

Tiden, der bliver ved med at blive væk.

Det er godt på vej mod efterår. Bladene på træerne har de smukkeste farver. Solen hænger lavt, og skinner heldigvis tit oppe på den blå blå himmel. Det er ikke længere ulideligt at have vinterjakken på. Astrid og Lea har stort fokus på at det bliver mørkt om aftenen, og at det er stadig er mørkt om morgenen. Vi har sat stearinlys på bordet. Og jeg har lavet suppe.

Det er alt sammen vanvittig hyggeligt.

Men jeg kunne altså godt bruge noget mere tid, tid til lige at fastholde mig i de øjeblikke hvor jeg har pigernes opmærksomhed (og i lige så stor grad hvor de har min), i de øjeblikke hvor vi kan kigge på kastanjer på jorden, eller se på en edderkop der kravler over fliserne (indenfor), eller bare nyde et lille roligt væsen der er kravlet op til mig i sengen for at putte sig ind til mig og sove videre. Det er så lidt der skal til for at skabe lykkefornemmelsen i maven, så jeg ønsker mig bare en lille smule mere tid til at lade det være der.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar