Der er dage...

Kender i det? Jeg er for søvnig til at være vågen, jeg skal op alligevel, jeg bander mig selv langt væk fordi jeg igen gik for sent i seng, fordi jeg lige skulle en hel masse - før jeg skulle lave madpakker. Tiden er presset, konstant, det bliver en kamp om hvem der skal hente børnene, fordi den der ikke skal så lige kan få et øjeblik mere på arbejdet. En kamp der ikke er værd at kæmpe, fordi det i virkeligheden er børnene der sidder i den tungeste vægtskål - hvad vælger du Mia, børn eller arbejde? Der er kun et svar.
Det hele bliver lidt for surt og lidt for vrissent!
Arbejdet driller også, virker monotont og slavende - kan jeg tillade at rejse mig op og råbe "Så lad mig dog være!" - men det kan jeg ikke, og jeg gør det ikke for det hjælper ikke.
Jeg er nødt til at tage hovedet op, helt selv, og se efter en lille bitte sprække af livsgivende lys og lyst og mod...

Jeg finder den! Ja jeg gør, og det er egentlig nemt nok. Jeg har den mest fantastiske lille famile, og om et kort øjeblik tager vi på tur - langt væk fra madpakker og pligter. Vi skal spise is og daske rundt og lave ingenting, bare lade os bjergtage af Italien, italienerne, deres evne til at lave mad, og deres landskab.

Åh hvor jeg glæder mig - og jeg skal nok klare hverdagen indtil - ingen problem - absolut ingen problem!

Græsset er nemlig rigtig dejlig grønt i min egen have!