onsdag den 14. september 2011

Smagen af at være "lille år"

Vores store pige Astrid har forstået princippet i at man må nogle ting som lille og nogle ting som stor - så hun går dagligt og siger "Når mig bliver lille år, så mig...." - så det er altså smagen af at være lille vi  er ude i her!
Vores lille pige er glad for mad, og glad for brød, men hun er ikke nået til at spise kerner endnu. Som sønderjyde er den allerbedste løsning derfor at fylde hende med fænomenet Sønderjysk rugbrød - Det kan man bare ikke få i Østjylland (ihvertfald ikke med den rigtige smag og rigtige krumme).
Hmmm tænkte jeg så, så må jeg jo kunne bage det selv og gav mig til at søge efter en opskrift. Jeg fandt ud af at Nationalmuseet har lavet en brødbank med alle mulige egnsbestemte brødtyper, og her fandt jeg en opskrift på bager Andersen fra Ballums sønderjyske rugbrød.
Hen over den sidste uge har en surdej stået og boblet i køkkenet, og i dag var så endelig dagen hvor det skulle blive til brød. Jeg har aldrig i mit liv før haft med hverken surdej eller rugbrødsbagning at gøre - så jeg var faktisk en lille smule spændt.
 Det er fuldstændig fantastisk med en røremaskine - tak Dr. Mastermixer


Lige før prøvesmagningen var vi en lille smule skeptiske - for det så suleme lyst ud det brød. MEN smagen af frisk rugbrød med smør på, var fuldstændig som at være lille igen - den helt rigtige sprødhed og den helt rigtige smag. Jesper, der ellers altid nærer skepsis over for smag med tradition i, så snart vi bevæger os mere end 10 meter væk fra arnestedet, var også begejstret - Resultatet er at der kun er 1½ rugbrød tilbage.
Det var en god ting at lave!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar